...........................Sæbeboblemanden

(nr. 31 i Alberta Ferrettis sommerkollektion. pris 2.245 Euro)

Det er den varmeste dag på hele sommeren. Den lidt for tykke
bomuldskjole klæber til din hud. Du forsøger at skjule plamagerne
under armene ved at holde dem tæt ind til kroppen.

Via Condotti løber foran dig som en lang forgyldt flod, du tøver med
at glide ned i. På højre hjørne ligger Yve Saint Laurant. På venstre
hjørne blinker Dior i solen, som en smukt slebet diamant. Du skyr
forbi de to butikker med blikket rettet mod asfalten. Lader som om du
har travlt. Skynder dig af sted. Nærmest løber forbi dem; butikkerne.
Gucci, Bruno Magli, Prada, Giorgio Armani, Louis Vuitton, Dolce &
Gabbana, Valentino, Damiani, Celine, Burberry, Hermés, BVL Gari.
Registrerer, opfanger kun de dyre navne med blikket, men ser
ingenting. Ser intet, indtil du ramler ind i ham. Sæbeboblemanden.
Eller også er det ham, der ramler ind i dig. Med vilje måske, for at
få dig til at vågne op. For at få dig til at indse, at du også gerne
må være her. Ligesom han må; denne mørke albaner med dårlige tænder.
Du har set ham før. Han er en af disse få personer der på forunderlig
vis formår at opholde sig flere steder i byen på samme tid. Med sin
sæbeboblemaskine. Dette tunge apparat, der vrider hele hans krop skæv
og spyr store glinsende bobler ud i gaden. Store glinsende bobler i
regnbuens farver. I løbet af sekunder brister de, undtagen de få der
stiger op mod himlen for at gå i et med alt det blå.

Sæbeboblemanden griner og peger. Du ved ikke, hvad han griner af
eller peger på, men vender dig alligevel om for at se. For at se en
kjole. En kjole bag skriften på en butiksrude: Philosophy di Alberta
Ferretti står der med små sorte bogstaver. Men du behøver ikke at
tænke, og måske er det netop det, der er filosofien - at du glemmer
plamagerne under dine arme, at du glemmer hvem du er. Du træder blot
ind i det kølige lyse rum og peger stumt på den hvide kjole i vinduet.

En kvinde spørger om hun kan hjælpe dig. Du svarer ikke, men
fortsætter bare med at pege. "Vil du prøve den?" spørger hun. Du
nikker, uden at tage blikket fra kjolen. Hun løfter bøjlen ned fra en
krog og gør mine til at du skal følge efter hende. Smykkerne på
kjoleskørtet støder mod hinanden, mens hun går. Lyder som glaskugler
der kastes hen over et stengulv. Du følger efter hende ind i det store
hvide omklædningsrum. Hun hænger bøjlen med kjolen på en krog ved
siden af spejlet og lukker døren efter sig. Lader dig alene. Med
kjolen.

Du rør dig ikke ud af stedet. Står ubevægelig og betragter de små
fine spejle og pailletter i det råhvide silkestof. Endnu har du ikke
rørt ved den bløde silke. Endnu har du ikke turdet. Du lukker øjnene
et øjeblik. Ser en af de store glinsende sæbebobler for dig. En af de
få der stiger til vejrs for at gå i et med himlen. Åbner øjnene.
Betragter dig selv i det store spejl mens du afklæder dig tøjet. Du
tager det hele af. Også undertøjet og sandalerne. De kølige klinker
føles svalende mod fodsålerne. Nu står du nøgen foran kjolen. Det
føles som at stå foran en anden person. En person du begærer. En
person du ikke kan udholde at vente på længere. Men du bliver nødt til
at bede om lov først. Du må bede om lov til at nærme dig. Om lov til
berøring. Nu skælver du. Tager en dyb indånding og rækker ud efter
kjolen. Der er ingen modstand, kun blødhed. Silkeblødhed mod din hud,
mens du ifører dig kjolen. Holder vejret. Du har aldrig mærket noget
lignende. En sådan forsigtighed. Underkjolen føles som kølige duvende
bølger mod dine nøgne lår. Du ånder ud. Gisper. Ser på dig selv i
spejlet, mens du fører de brede brune ribstropper op over skuldrene.
Det er som om kjolen falder til ro der, på skuldrene. Som om også den
ånder ud efter at have været anspændt. Ånder ud efter endelig at
omslutte en krop.

Du overraskes over den tyngde hvormed kjolen falder. Det florlette
stof hviler på den ene side næsten umærkeligt mod huden, samtidig med
at det vejer modent fra skørtet; udsmykningens sten og spejle puster
liv i en slags beretning. En beretning om tyngdelov og beslutsomhed,
båret frem af adskillige typer. Du er ikke afgrænset til en af disse
typer. Nej, i denne kjole er du blevet koncentratet af dem alle.

Du drejer rundt om dig selv. Skørtet hæver sig. En brise. Klirren fra
perler og sten. Og du ser hende i spejlet: Flamingodanserinden under
stjernehimlen i en bjergby. Hun danser i den kølige luft fra det
tidlige efterår. Løvet daler ned omkring hende, publikum tramper og
klapper begejstret. Med armene hævet, og hænderne fortabt i
kastagnetter, drejer hun rundt og rundt om sig selv. Skørtet hæver
sig, klirren fra perler og sten, indtil roen sænker sig igen. Stoffet
samles på venstre lår i en klynge af folder; ligner en vifte at gemme
sig bag. Publikum tier nu helt, dansen er tæt på at slutte. Stoffet
falder umærkeligt tilbage i position: en råhvid silkekjole slutter
lige over knæet. Til sommerbrug. Til bal i en anden tid, hvor en
jomfru sidder alene på bænken og venter på at blive budt op, eller
også går hun alene gennem en rosenhave med kurv og saks; mærker
tyngden fra sin klædning, som en smertefuld kontrast til sin unge
alder. De brede ribstropper føles som hænder; hænder der hviler mod
hendes skuldre. Hænder der holder hende nede, og hænder der vækker et
farligt smil på hendes læber. Hun holder skørtet op foran sit ansigt
og ser sig selv i et af de små spejle - kan ikke kende sig selv. Kan
ikke kende det smil. De røde læber. Hvem er hun, den kvinde der sidder
på barstolen? Sminket, alt for sminket, og så let påklædt, om end
kjolen er den samme. Men hvem er hun, der sidder der med et
langstilket glas i sin hånd? De røde læber. En eskortpige der kaster
hovedet tilbage i et overmuntert grin. Tænder en cigaret, hvisker
kælent en mand i øret. Stikker tungen langt ind i hans mund.

Det banker på døren. Du rødmer. Havde glemt alt om dette sted. Dette
eksklusive omklædningsrum og alvorlige ekspeditricer i filosofiens
tjeneste. Tjener de tyngdeloven eller fantasierne? Eller begge dele
måske, ligesom kjolen? Du forstår ikke, hvordan det er muligt.
Ekspeditricen spørger om alt er i orden derinde. "Jo tak, alt er i
orden," svarer du. Skønt du føler dig som en tyv. Men du tager kjolen
af med det samme; kunne aldrig drømme om andet. Faktisk er det
allerede gjort. Så snart du hørte hendes stemme ude på den anden side
af døren, gled den af dig; ligger nu som en lille livløs pøl rundt om
dine fødder. Du samler den op og hænger den tilbage på bøjlen. Lader
hånden glide hen over stoffet en sidste gang. Begæret, lysten efter
fornyet berøring med kun netop den, denne kjole, dette bløde bløde
stof, er ikke blevet mindre. Det er tværtimod blevet værre.
Uomgængeligt ligefrem. Du bliver nødt til at forlade butikken så
hurtigt som muligt. Du tager dit eget tøj på og slår døren op.
Ekspeditricen ser forskrækket op på dig. Hun lægger med det samme
mærke til det; dette vanvittige blik. Denne allerede fortærende
længsel, som du ikke kan skjule. "Hvordan sad den?" spørger hun
høfligt. "Den sad rigtig godt," råber du, mens du løber ud af
butikken.

Ude på Via Condotti føres sæbeboblemanden væk af en betjent. Han
holder ham under armen og nærmest slæber ham af sted. Du får
øjenkontakt med sæbeboblemanden. Han smiler. Et stort bredt smil. Du
smiler tilbage. Smiler og går i den modsatte retning.

© 2006 Kristina Stoltz